Jeg fornemmer noget. Det er lige ved og næsten lige ved at ske i det der lige så godt ku' være et lige 'nu' .. Hvad det er, står skrevet mellem linierne i hverdagssituationerne på gaden på vej ned for, at nå den obligatoriske bus hjem, eller måske den sidste bus hjem efter en tur på hvad der endte med, at blive den sidste. Det står ikke skrevet i skyerne over os, men i asfalten vi går på, i dåse(rne) som er halvt fyldt med faxe kondi/øl/coca cola som vi smider på gaden og som nægter at hobe sig op, fordi vi har kontanthjælps-modtagere og andre virkelig(som)hedsfjernende ansatte til at rydde op efter os. Det hele føles bare forkert og rigtigt på en og samme gang. Nogen ting er for insisterende, til at man kan løbe fra dem.
.JPG)
