Jakob Holdt har længe stået på min samlevers reol i form af hans bog ’’Amerikanske Billeder’’ Og det er vel nærmest ham selv der står et eksemplar af på reolen. Jakob Holdt altså. For den rummer billeder fra hans liv, og inkarnerer præcist dét Jakob Holdts liv indtil videre og formentlig fremover vil komme til at handle om.
Nemlig livet som vagabond. Jeg så for nogen tid siden den inspirerende ’Into The Wild’, instrueret af Sean Penn og måtte tage mig selv i at græde. I filmen følger man, hvis man skal skitsere omdrejningspunktet lidt hurtigt, en ung mand der beslutter sig for, at forlade de vante rammer og drage ud i den ubarmhjertige virkelighed for, at finde meningen med livet. Jakob Holdt har gjort lidt det samme. Draget ud på det dybe vand, som unægtelig er der, men som vi ikke kender til. Han svømmede bare langt nok ud og blev ved. I ’Into The Wild’ bliver hovedpersonen hverken venner med Kuk Klux Klan medlemmer eller noget i den dur men han gør det som gør sammenligningen mellem ham og Jakob Holdt essentiel: Nemlig at han ikke siger nej. Han drager ud. Og han vil finde de sandheder, som man ikke bliver ledt hen på at finde af samfundet. Nok er det to forskellige veje, men det er deres egne og tilfældighedernes veje. Ingen andres.
Historier som dem vi med Jakob Holdt får serveret er efter min opfattelse noget af det der kan være med til at rykke i vores selvforståelse. Verden er et forunderligt sted, hvor man fra man træder ind i den er pålagt opgaver, man skal leve op til. I starten får man hjælp i form af opdragelse men ret hurtigt bliver man ledt ind sporet man kunne kalde ’en del af samfundet’. Man bliver altså placeret ved formentlig et tilfælde og derefter gennem opdragelse, skole og uddannelse pålagt opgaven at være en del af samfundet på dets præmisser. Men er det, at være en del af et samfund det samme som det, at være menneske?
En eksistentiel krise opstår ofte i start tyverne. Ikke alle bliver ramt af den, men det sker at nogle bliver ramt af tvivlen. En tvivl der ligger på kanten til fortvivlelsen. Eksistentielle kriser opstår, tror jeg fordi, at det går op for mennesket, at dets mening med livet, eller kunne man sige ’plads’ her i livet ikke nødvendigvis er givet, bare fordi det samfund det befinder sig i, påstår at give svaret på meningen, eller retningen man skal gå, for at finde meningen. Mennesket bliver bedt om, at gribe det der bliver det givet, ikke livet, det har mennesket allerede ved fødslen fået, men gribe mulighederne der er, og følge sporene der er blevet lagt af samfundet. Tag en uddannelse, find en kone/mand, få børn, måske en hund, en bil, sørg for guds skyld for, at holde dig sund, så du kan blive gammel, etcetera, etcetera …
Der er altså på forhånd, før man overhovedet selv kan tage stilling, lavet en rute, man bør følge, for så bliver man lykkelig. Krisen opstår, når man opdager at man ikke føler at den vej man bliver skolet til at gå, nødvendigvis er den rigtige. Så opstår tvivlen. Tvivlen på meningen med ens egen eksistens. Jakob Holdt kommer med et bud på en ’alternativ’ mening. Nemlig landevejen. Det ultimative opgør med normerne. Man kunne også sige, at meningen med livet ikke er givet, men selv må findes i én selv.
Man kan altså ikke nødvendigvis finde meningen med livet, ved at forsøge at passe ind i den ramme der er skåret på forhånd. Jeg ved ikke, om Jakob Holdt ville sige, at han har fundet meningen med livet. Måske er det livets opgave, at finde meningen med det. Eller skabe en mening. Jakob Holdt rykker ved vores virkelighedsopfattelse, ved at fortælle os, at selvom medierne i radioen og fjernsynet fortæller os om virkeligheden alle andre steder, end der hvor vi befinder os, så er det ikke det hele billede.
Virkeligheden må man selv opleve, hvis man vil selvfølgelig. Jeg tror det er vigtigt i en tid som vores, at vi har folk der deler ud af deres historier, og fortæller at bare fordi det var uden for ’normerne’ og risikabelt at drage af sted, så gør det ikke en mindre lykkelig, og man opdager at der findes mange virkeligheder.
Vi lever i en tid, hvor Google har svarerne på alle spørgsmål. Men jeg tror, at vi vil opleve at flere og flere tager afstand til netop den idé. De sidste to år, har jeg været på roadtrip i nord Europa. Sidste år skippede jeg endda den ellers obligatoriske Roskilde Festival, for at drage af sted på tomlen med min kammerat. Det eneste vi havde medbragt var et telt og diverse fornødenheder som mad, plastrer og en flaske vi kunne styrke os på. Vi valgte selv, at drage ud og opleve ting, og se hvad der skete.
Og der skete ikke så lidt. Jeg tog mig selv i flere gange, at sidde og tænke ’dette er meningen med livet’ men meningen er ikke noget der holder stilstand, meningen bevæger sig konstant, ligesom mennesket føler trang til at gøre det. Derfor er meningen ikke til at definere eller holde på. Ligeså har jeg det. Ligeså er jeg. Jeg kan så at sige ikke udholde tanken om på et tidspunkt, at sidde med meningen med livet i hænderne, for hvad er der så mere at lede efter? Skulle man så lægge sig til at dø? Nu var alt jo opdaget og udredet. Den følelse lader jeg mig ikke indbilde, at kunne sidde med og mest af alt, bilder jeg mig ikke ind at den følelse måtte bringe lykke. Tværtimod tomhed.
Jeg drømmer om at blive skuespiller, men det er med sikkerhed vejen dertil der gør det smukt og meningsfuldt at stå foran en fuld sal og gøre hvad jeg har kæmpet for at blive god til. Og selvom publikum måtte klappe, anmelderne måtte skrive gode ting om mig, og min kone var smukkere end smuk, så ville jeg ikke kunne sætte mig og sige ’det var det’. For det gør døden ret automatisk for mig, den dag den kommer, hvad den jo unægtelig gør. Derfor drager jeg ligesom Jakob Holdt igen på tur næste sommer, for selvom jeg fandt ud af en masse som jeg ikke vidste, så er der stadig meget endnu derude, som jeg bliver nødt til at finde ud af.
Når man siger Jakob Holdt tænker mange sikkert automatisk på, hvad hans historier og billeder har betydet for Amerika rent samfundsmæssigt, men jeg tænker først og fremmest på ham som en mand der leder efter meningen med livet.
