Jeg kunne tænke mig at skrive dig et digt.
Men du ligner ikke dig selv længere.
Dine kinder er fyldigere, ak ja. Og skønt jeg burde frydes derved ... ved synes af din livsglæde, fyldt ud i hver en krog af din krop, så er denne din skønhed, som nu trods al din rådenskab har fået former, mig mere hjemlig i mit sind end noget du tidligere har rummet, og derfor er du mig ikke længere interessant.
Tværtimod keder dine former mig. De snakker til mig i et sprog jeg altid har forstået. Et sprog jeg selv med megen anstrengelse - for kvalmen over dets patetiske, selvhøjtidlige og umiddelbart storladne, men set med en digter som jegs kikkert' smålige kasten med armene - formår at fremstamme, når jeg til tider også tager mig i, at være det jeg er: Et menneske. Et dyr. Men det er ikke det efterstræbelsesværdige sprog.
Der er ikke tale om en moders kærlige sprog til sit barn - skønt også det ikke kan udtales af andre end af moderen selv, eller et mennesker der elsker mennesket som var det dets barn. Ak nej. Der er tale om det forførende sprog. Det er en forførers største hemmelighed. At tale til en som var man fra et andet land. En anden planet. Déri ligger forførelsen.
Ethvert menneske der har oplevet rusen ved kærlighedenens diktatur véd, hvordan dette sprog lyder, og du min pige, du ejer ej længere evnen.
Koner til mænd og mænd til koner snakker nu til dags i et væk om hvor skønt og befriende det dog er, at de taler samme sprog. Denne opfattelse er et udtryk for sammensmeltningen af de to. Ikke af deres kærlighed til hinanden, men af deres fortabelser i det umiddelbare velbehag det er, at mærke lettelsen fra sin krop, når man byrden det er, at være menneske må dele med et andet. Men er kærligheden ikke således, at man vil bære den andens byrder, omend man også måtte slæbe sin egen? Bør kærligheden ikke være ubetinget?
Tag ikke fejl, for jeg udholder skam denne - din kunne jeg forestille mig - forestilling om hverdag og trivialitet med et menneske man elsker som jeg tror at jeg ved at jeg måske nok elskede dig. Men hvis ikke man forbliver fremmed overfor hinanden i kærlighedens poetiske sprogs forstand, så bør man gribe benene og spæne. There's a secret life you know? ....
Han skal ikke regne med noget, thi så er overraskelsen det mindre, når hun pludselig kysser ham. Og er han sandt forelsket, regner han heller ikke med noget, men håber. Og i håbet ligger længslen. Og i længslen det poetiske, det forførende, det farlige, det vidunderlige, det sårende, det knusende. Men ingen af delene er du i besiddelse af længere. Du er for mig ej længere hverken farlig, poetisk, forførende, vidunderlig, sårende eller knusende. Kun kedelig. Som alle andre kvinder. Kedelig, trods formerne.
