Gid jeg dog kunne skrive dig et digt

Jeg kunne tænke mig at skrive dig et digt.
Men du ligner ikke dig selv længere.
Dine kinder er fyldigere, ak ja. Og skønt jeg burde frydes derved ... ved synes af din livsglæde, fyldt ud i hver en krog af din krop, så er denne din skønhed, som nu trods al din rådenskab har fået former, mig mere hjemlig i mit sind end noget du tidligere har rummet, og derfor er du mig ikke længere interessant.

Tværtimod keder dine former mig. De snakker til mig i et sprog jeg altid har forstået. Et sprog jeg selv med megen anstrengelse - for kvalmen over dets patetiske, selvhøjtidlige og umiddelbart storladne, men set med en digter som jegs kikkert' smålige kasten med armene - formår at fremstamme, når jeg til tider også tager mig i, at være det jeg er: Et menneske. Et dyr. Men det er ikke det efterstræbelsesværdige sprog.

Der er ikke tale om en moders kærlige sprog til sit barn - skønt også det ikke kan udtales af andre end af moderen selv, eller et mennesker der elsker mennesket som var det dets barn. Ak nej. Der er tale om det forførende sprog. Det er en forførers største hemmelighed. At tale til en som var man fra et andet land. En anden planet. Déri ligger forførelsen.

Ethvert menneske der har oplevet rusen ved kærlighedenens diktatur véd, hvordan dette sprog lyder, og du min pige, du ejer ej længere evnen.

Koner til mænd og mænd til koner snakker nu til dags i et væk om hvor skønt og befriende det dog er, at de taler samme sprog. Denne opfattelse er et udtryk for sammensmeltningen af de to. Ikke af deres kærlighed til hinanden, men af deres fortabelser i det umiddelbare velbehag det er, at mærke lettelsen fra sin krop, når man byrden det er, at være menneske må dele med et andet. Men er kærligheden ikke således, at man vil bære den andens byrder, omend man også måtte slæbe sin egen? Bør kærligheden ikke være ubetinget?

Tag ikke fejl, for jeg udholder skam denne - din kunne jeg forestille mig - forestilling om hverdag og trivialitet med et menneske man elsker som jeg tror at jeg ved at jeg måske nok elskede dig. Men hvis ikke man forbliver fremmed overfor hinanden i kærlighedens poetiske sprogs forstand, så bør man gribe benene og spæne. There's a secret life you know? ....

Han skal ikke regne med noget, thi så er overraskelsen det mindre, når hun pludselig kysser ham. Og er han sandt forelsket, regner han heller ikke med noget, men håber. Og i håbet ligger længslen. Og i længslen det poetiske, det forførende, det farlige, det vidunderlige, det sårende, det knusende. Men ingen af delene er du i besiddelse af længere. Du er for mig ej længere hverken farlig, poetisk, forførende, vidunderlig, sårende eller knusende. Kun kedelig. Som alle andre kvinder. Kedelig, trods formerne.

Unnamed Twin

It's a pain to swipe between
Possibilities to lose
But I cannot fight against
Things I never could refuse
I was trapped between
The breasts of yours
And time had tied my shoes
Behind my back
While I told you
That a man can never choose

You have to understand babe
It's blowing in the wind
And it's been knocking at my door
But I've refused to let it in
Because I had so many choises
And cause' it knew where I had been
Uninvited at the home
Of my unnamed twin

I'm no good for my defense team
Of solid trusty friends
I lock to many doors
In the hallway of loose ends
But I'm good at telling stories
Though you know it all depends
On how good you are to hide behind
Your bad self confidense

You have to understand babe
It's blowing in the wind
And it's been knocking at my door
But I've refused to let it in
Because I had so many choises
And cause' it knew where I had been
Uninvited at the home
Of my unnamed twin

So you can wrap your little heart
And put it in your pants
It doesn't help you anyway
To hold it in your hands
If time will prove us strong enough for the futures demands
We'll meet again
In this apocalyptic dance

You have to understand babe
It's blowing in the wind
And it's been knocking at my door
But I've refused to let it in
Because I had so many choises
And cause' it knew where I had been
Uninvited at the home
Of my unnamed twin

Råb

Det kunne være så befriende, hvis du rejste dig op i al galskaben og råbte det der hele tiden falder dig ind, at skråle i verdens ansigt. Kom nu.

Du forsvandt

Jeg drømte om dig i nat. 

To gange.

Jeg kyssede dig begge gangene.

Du stod i en gyde bag Føtex.

Jeg blinkede overlegent til dig.

Jeg ved ikke hvorfor.

Måske var det for at gøre en joke ud af min akavede tilstedeværelse lige netop dér.

For det føltes noget akavet. 

Vi har jo aldrig snakket så meget sammen.

Og den smule vi har, har altid været med humor.

Med humor, for at pakke ind hvor smuk jeg synes du er.

Men dér bag Føtex grinte du ikke af mit blink.

Du sagde intet, blot løftede du højre side af læberne og skabte et lille smil.

Jeg vovede at nærme mig dig. 

Du skubbede mig op i en krog og kyssede mig hurtigt.

Så vendte du ryggen og sagde "jeg vil ikke ha' dig"

Jeg kiggede underligt på dig mens du gik og spurgte "hvad mener du?" 

Du svarede at jeg aldrig havde turdet ha' dig hélt og derfor ville du ikke ha' mig.

Du forsvandt.

Jeg så dig igen. Denne gang arbejde du i Føtex' bageri. 

Det lå ud mod gaden. Jeg fik øje på dig ude fra gaden, hvor jeg gik i min egen verden.

Du kiggede inderligt på mig i hvad der har måttet være et kvart sekund, og snakkede så med din medarbejder om noget jeg kun kunne forestille mig måtte handle om fem minutters pause. For bagefter forsvandt du, og jeg vidste præcis hvor du skulle hen.

Samme sted som da du kyssede mig første gang.

Måske håbede du på at jeg alligvel nu havde taget mig mod til virkelig at turde ville have dig.

Jeg så dig. 

Jeg sagde: "Jeg kom lige tilfældigt forbi, fordi JEG gerne ville kysse dig"

Og det gjorde jeg.

Jeg kyssede dig. 

Og dine læber svarede med kys.

Vi kyssede længe.

Inderligt.

Det var som om, at alt gav mening.

Himlen åbnede sig over os.

Vi forsvandt.

Jeg vågnede.

You got legs that can drive men mad. 

Alot of things we didn't do, that I wish we had. 

Sortering

Udelukker enhver form for indtagelse af meningsløs underholdning her til aften.
Der har været nok alvor, bevares. Men lad os dog ikke gå på kompromis med livets alvor.
Man må sgu da for fanden tage absurditeten alvorligt og skrige på Gud, også selvom det nok ikke føles så logisk at han sidder og lytter med og retter op eller ned på noget.
Men vi er mennesker. Det vi ved, har mennesker før os fået at vide af mennesker før dem, som mennesker før dem fik at vide endnu mere u menneskeligt langt tilbage. Men der er ting vi tror, at vi ved, som vi ikke har fået at vide af nogen. Dem skal vi for Guds skyld holde fast i.

Sovepille

Ryger smøger i sengen.
Har slukket for mit fjernsyn.
Lukket den lukkede bog.
Sat alarmen til at ringe.
Klædt mig af.

Det sover man ikke af.

Så jeg har lagt mig ned.
I en 1-mands seng.
Der kunne ikke være en kvinde ved siden af mig.
Så den tanke skyder jeg væk.
Men som en boomerang blir' jeg ramt af den igen.

Tyngden har væltet mig
ud af sengen.
På vej ud i køkkenet
efter noget hvidt toastbrød.

Det sover man heller ikke af.

Sluger så den sovepille.

Dén sover man af.