Dette rum hvor man venter på at komme videre
Mens man har lagt det man skal væk fra fysisk bag sig.
Der er noget skræmmende over lige pludselig ikke
At kunne føle sig hverken ude eller hjemme.
Man ser på uret og man fornemmer
At man ikke er den eneste der hører dets tikken.
For der er meget larm i sådan en lufthavns terminal
Og jeg ved ikke engang om deres ure har ''tik-lyde''
Alligevel hører man tiden gå monotomt og langsomt.
I et konstant tik som minder én om at man skal dø.
Billetten er købt, kufferten er sendt videre
Man ved præcist hvor man skal stå på flyet
Og man har netop erhvervet sig en kop
Starbucks kaffe fra den eneste kaffebar af slagsen i Danmark.
Men hjertet banker alligevel
Og man fornemmer uret smelte over en
Mens man med svedene hænder
SMS'er til den verden man kender
Og som er et helt andet sted.
Man lukker øjnene.
Tik, tak, tik, tak, tik ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar