I de tider vi lever i nu, forekommer der hele tiden påmindelser om hvad der i øjeblikket ikke nødvendigvis minder om liv, men ihvertfald fjerner tanken om, at man skal dø. Vi glemmer os selv i en trance af overbevisning om at semi-kendte danskere der laver drømmekager til deres K(a)ndis-venner og glemmer at købe smør, er noget der rager os.
Spørgsmålet som kunne lyde: 'hvad fanden rager det mig?' Eller: 'hvor blev integriteten og selvrespekten af?'
Eksisterer ikke. Vi bliver abstraheret fra tanken om forgængeligheden og tiden. Vi bliver i stedet spist af med en dårlig kopi af en tilværelse vi ikke selv ved at vi render rundt (eller sidder passivt og lever)
Jeg er ikke vred. Det får man intet ud af. Det er bare en tid. Min tid. Den tid jeg lever i. Jeg skælder ikke ud, jeg er sgu ingen dommer. Jeg konstaterer bare at jeg keder mig på menneskets vegne. Jeg blir' trist.
Tænk at virkeligheden er så stor en mundfuld, at man bilder sig ind at man har brug for at få maden galt i halsen af grin, fordi en eller anden kedelig skæbne skal lave kartoffelmos.
Det er den nemme løsning. Det er gult sne. Det er at pisse på sig selv, for at få varmen i kulden. Det er selvforglemmelsen.
Men igen: det er min tid.
Jeg håber bare og tror egentlig også at selve selvforglemmelsen bliver kedelig på et eller andet tidspunkt. Jeg ville ihvertfald kede mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar