Listen er lang. Jeg kunne blive ved. Men allerede nu, er min pointe nok feset ind på dem der læser dette. Alligevel vil jeg dog være så fræk at skrive lidt ... bare for at afreagere.
Før jeg gik ud af folkeskolen for nogle år siden (omkring 8-9 klasse) begyndte jeg at høre snak om de her fantastiske, underholdende og geniale programmer ... ikke så meget om hvad de omhandlede, mere bare udtryk eller udbrud såsom: ''ej og så Amalie i går, ik'? Det var bare så dumt med den der bassinkant''
Men jeg undersøgte det ikke meget nærmere. Jeg har aldrig set særligt meget fjernsyn. Kunne godt lide rejseholdet og forbrydelsen osv. Men de der fænomener anede jeg intet om.
Så kom jeg på efterskole. En efterskole for kreative mennesker med musik og teater. Der fik jeg lov til at opleve folk jeg ikke selv havde valgt at ''bo'' sammen med's forskellige vaner og rutiner.
Der skal jeg satandanseme da lige love for at jeg fik lært hvem Amalie var.
Der var stort set hver aften fælles arrangementer i tv-stuen hvor folk flokkes til for at få en god plads nærmest som dyr, for at se Amalie dumme sig. I starten troede jeg lidt at det var en joke. Altså et usandsynligt dårligt satire program, men der skulle vise sig at komme mange flere (ihvertfald som jeg bed mærke i)
Idag kan jeg jo kraftedeme ikke engang tænde for fjernsynet uden at skulle se på folk rende på toilettet, kneppe i mørke og snakke om ingenting. Læser man statistikkerne er det dé programmer som har allerflest seertal.
Programmer hvor de medvirkende tilsyneladende ikke selv ved at det at de droppede ud af folkeskolen og aldrig har åbnet en bog rent faktisk kan ses og høres og er til morskab, skal udleveres. De får det serveret som ''hey, du bliver kendt'' hvor det burde blive præsenteret som ''hey du bliver til grin''
For det gør de. Det morer os, og det synes jeg er ulækkert. Når jeg hører nogen snakke om x-factor så er det tit at jeg fornemmer at det ikke er selve ''showet'' der er det mest underholdende men staklerne der prøver at komme med. Og bevares, hvis det var rendyrket satire var det jo skide sjovt hele vejen igennem, men faktum er, at vi jo griner af de syge, de svage, og de mindre velstillede.
Folk som helt åbenlyst ikke er blevet fortalt af deres mødre eller fædre på en sød måde, at de ikke er særligt gode sangere, men tværtimod får at vide at de er de sejeste og bedste mennesker på jorden og har et gudsbenået talent.
Vi morer os over hvor dumme de ser ud. Det samme gælder jo også Paradise Hotel.
Alle medvirkende kommer jo fra et hjem hvor de er de vigtigste i verden.
Fra et hjem hvor ferien kun går til Sydfrankrig med alt betalt og hvor virkeligheden kun ligger på lur uden de overhovedet fornemmer det.
Reality-tv er ikke tv, det er lykkepiller til et samfund i opløsning. Et samfund hvor det ikke at kunne noget er ligeså godt som (og ligeså anerkendt) som at være sindsygt dygtig.
Et samfund hvor dem der ikke kan noget får plads på sende-fladen så alle os andre kan få det bare en smule bedre med os selv fordi vi får den absolutte og værst tænkelige dumhed lige i øjnene.
Mere DR2, mindre pis. Tak.
Fint emne at tage fat på.
SvarSletDer er klart en stor fortjeneste ved at sende sådanne programmer. En af grundene, som du selv siger, må findes ved at det generelle publikum finder morskab ved dette. Jeg er dog uenig i, at det er et nyt fænomen. Fænomenet har nemlig fundet sted i meget lang tid før fjernsynet kom ud.
Ser man på det gamle England, kan man da perspektivere til "the mad house", hvor gale mennesker blev udstillet i, hvad der ligner et cirkus. Dette havde præcist samme funktion; at underholde mennesker, som skulle føle sig bedre tilpas ved at se andre folks svagheder. Der er også eksempler fra det gamle Grækenland, men det vil være overdrevet at opremse alle disse.
Med henblik på at denne form for satire er udtryk for et samfunds opløsning er jeg både enig og uenig i. På den ene side kan man påpege, at disse programmer overhovedet ikke "uddanner" sine seere og dermed gør dem dummere, men samtidig skal man også huske på, at der også ligger en social funktion ved disse programmer. Det har du også så fint beskrevet ved, at du nævnte, at I samlede jer foran TV'et hver aften. Hvorvidt disse programmer tager overhånd er jo op til de individer, som ser dem.
Jeg går lidt ud af en tangent her og nævner religion; som udgangspunkt er religion jo vrøvl, men det har også en vigtig social funktion, idet den er i stand til at koble mennesker sammen. Jeg tror disse programmer har samme funktion, og det er både godt og dårligt, idet de måske kan tilpasse sig nogle "uheldige" værdier og normer.