En blå striktrøje

Tænk at hun læser, tænk at hun tænker. Ikke bare som et menneske - men som en fuldstændig og så absurd absolut inkarnation af et rigtigt menneske. Det menneske jeg ikke forstår, med sit duftende hår så smukt, mystisk dragende som en solnedgang efter så meget vinter og følelse af virkelighed at man ikke kunne forestille sig noget mere trist. Følelsen af at virkeligheden er gråvejr, mennesker der spiller teater med livet som scene .. Ikke bare for omverdenen men for dem selv og alt hvad de ikke tillader sig at tænke. Al forrådnelsen, al plastic-patteriet, fedteriet og al småligheden .. Alt det fordufter når hun smiler og griner af ting jeg var alene om virkelig at forstå.. Når hun kigger på mig skriger hendes øjne på mit væsen som er for mig ligeså udefinerbart som hun ... som livet selv. Livet som man har det med at forenkle og tegne lige linjer for hvordan skal leves .. Hun er som livet og døden. Som når livet er smukt. Men også som med døden skal sige farvel en dag på den ene eller anden måde .. Men tænk at være i live når hun skinner sådan. Og tænk at alting dør når man har det sådan. Hun gør livet smukt.