at hun har fået et ''tik-ur'' Altså et ur, som for hvert sekund siger et lille
monotomt ''tik'' Et tik der holder mig vågen, også bare tanken om noget
der tikker.
Tanken om at alting og al tid går og at tiden er konstant.
Jeg ligger der i min seng med hovedet skiftevis over og under dynen
og en krop der ikke finder sin ro.
Jeg har med vilje afskaffet alt der måtte minde mig om at jeg skal dø.
Men jeg har stadig en indre ''tikken''
Jeg kan ikke bare gå til ro. Hvad fanden er det også for en kommando
sådan uden videre, at give kroppen bare fordi klokken er halv tolv
og man kan se i sin kalender at man har en dag imorgen? Det kan jeg sgu ikke.
Der er for meget på spil. For mange tekster der skal skrives, for meget
der skal ses i mørket. Jeg vil ha' det der er i mørket. Og jeg ved ikke engang
hvad det er.
Men jeg véd at mine dage er talte og jeg hører uret tælle ned.
Pludselig er der ikke flere sandkorn der skal løbe igennem timeglasset,
pludselig er alle potentielle muligheder blevet til umuligheder og man er
faldet i søvn med sit fede hoved midt i Citronmånen.
Måske småborgerlighedens kedelige kaffe en from Søndag morgen
helt uden tømmermænd kvæler fru Hansen ...
Vågn dog op! Ta' nu ud i rummet og fang stjerner! Bliv ikke hængende fast et sted! Gå hellere planken ud!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar