En underlig følelse af forgængelighed.

Jeg har sådan en underlig, underlig følelse ...

En følelse af at alting er ved at ende. Ikke bare for mig men for alle.

Meningen med livet ledes der stadig efter, men det regner

bare så meget, at det hele flyder væk i en utæt båd på de

våde asfaltveje der altså bare ér mere våde end for ti år siden ..

Det minder mig om at alting er forfængeligt. Alting må forgå..

Ikke bare os, men alting. Måske noget nyt og smukt opstår

den dag vi finder ud af, at dæmninger, kunstigt skabt frugt

og grønt, og vedvarende energi altså kun forlænger spilletiden ..

for kampen slutter på et tidspunkt .. og det føles som om

uden at jeg kan forklare hvorfor, at vi spiller på forlænget

spilletid allerede nu .. Kampens resultat er dog endnu ikke

afgjort, og hvem afgører det? Er Gud dommeren når alle

dommere er døde? .. for mig er kampen indtil videre uafgjort.

Hvem taber og hvem vinder?

Vi må ikke miste håbet og troen på det smukke,

selvom det regner ad helvede til skal vi stadig ta'

paraplyerne frem og invitere naboen med ind under!